60’erne var, i historien om kvindernes mode, en vigtig passage i den mode, vi kender i dag! Og hvorfor det? Ganske enkelt fordi det var i dette årti, vi efterhånden kan takke nederdelene og kjolestrømperne, der afslører visse aspekter af den feminine charme, såsom benene. Et træk, der ikke er set siden 30’erne, før Europa og en del af verden sank ned i rædsel!
Lad os sammen se på, hvordan 60’ernes mode gradvist blev struktureret! Fra designere til berømte mærker, kunstnere og skuespillere.
60’ernes mode: Forandringerne kom gradvist
I starten af årtiet fortsatte moden i 1950’ernes spor. Matchende nederdel- og jakkeensembler og koordinerende tilbehør blev fremhævet, da det ene årti blev til det andet. Førstedamen Jacqueline Kennedy var indbegrebet af looket under sin mands præsidentkampagne og i løbet af sin korte præsidentperiode.
Hun blev beundret verden over for sit polerede, feminine look, der bestod af strukturerede jakkesætskørter som de jakkesæt, Givenchy tilbød i hvide eller marineblå toner, men også trapezkjoler og blyantkjoler, luksuriøse frakker, alt sammen med hvide handsker, perler og en matchende hat som tilbehør. Dette look blev skabt af designere som Hubert de Givenchy og Cristóbal Balenciaga, men efterhånden som årtiet skred frem, blev det klart, at tendensen gik i retning af en ny type designer i 1960’erne.
Det kulturelle fænomen, der er kendt som Swinging London, begyndte i 1955, men nåede sit højdepunkt i begyndelsen og midten af 1960’erne. Det var et ungdomsdrevet fænomen med fokus på musik og mode. Det bragte os Beatles og miniskørtet, Twiggy og The Who. Den designer, der førte an i “ungdoms”-bevægelsen, var Mary Quant, som åbnede sin første butik, Bazaar, på King’s Road i Chelsea, London, i 1955. Quants enkle, farverige design appellerede til teenagere og unge mennesker, som havde flere penge til rådighed end nogen tidligere generation. Det var
anderledes end den forrige generations stramme look og appellerede til unge kvinder, som havde en barnlig stil.
Med miniskørtet fulgte en fryd for den legende og innovative brug af nye materialer og et fokus på videnskabelige fremskridt. Nye materialer som akryl, polyester og blank PVC blev brugt i dametøj, mens designerne lod sig inspirere af pop art og rummet, som det fremgår af miniskørtet i figur 10. Pierre Cardin og André Courrèges lancerede ruminspirerede designs i hvid og sølv. Laver skriver: “Courrègess “Space Age”-kollektion for forår/sommer 1964 omfattede astronauthatte og -briller, puffede hvide og sølvfarvede PVC-“månepige”-bukser, jumpsuits og lakstøvler eller hvide børnelæderstøvler til midt på læggen.” Trapez- og blyantminikjoler uden defineret talje var populære silhuetter. Disse moderne designs dominerede i midten af 1960’erne, da moden blev mere legende og frigørende.
Da miniskørtet nåede sit højdepunkt i midten af årtiet, opstod der i slutningen af 1960’erne en ny stil og kultur. Nederdele kom ned til læggen, og i 1969 dukkede den lange maxi-nederdel op. Det var en del af bevægelsen mod ‘hippie’-æstetikken. Elizabeth Wilson skriver i Gerta Buxbaums “Icons of Fashion: The Twentieth Century”: “Mellem 1965 og 1967 blev det slanke, futuristiske design af André Courrèges og Mary Quant – kendetegnet ved korte nederdele, barnlige pinafores og firkantede former – afløst af en tilbagevenden til stilarterne fra Art Nouveau, Hollywood og William Morris. Ruskind, pandebånd, kaftaner, afghanske frakker, perler og anden ikke-vestlig udsmykning blev taget i brug, ligesom flydende nederdele og genbrugstøj (Laver 267-268). Janis Joplin tog denne stil til sig i slutningen af 1960’erne.
Både “Mod”-bevægelsen, som Quant bidrog til, og hippiebevægelsen var en del af en ny model for “street style”, hvor moden blev spredt fra gaderne til designerne, snarere end omvendt. Jane Mulvagh skriver i “Icons of Fashion”: “Årene 1962 til 1968 var afgørende, hvor gadestilens appel og originalitet udfordrede og i sidste ende brød haute couturens hegemoni” (86). Modens udvikling i 1960’erne bød på tre meget forskellige globale stilarter, men også et skift fra et designercentreret modeøkosystem til et, hvor forbrugeren var i centrum for skabelsen.
Modeikon i 1960’erne: Audrey Hepburn
Filmstjernen Audrey Hepburn var et tidløst ikon i 1950’erne og 1960’erne og omfavnede udviklingen af moden i 1960’erne frem til hippie-æstetikken i den sidste del af årtiet. Efter at have etableret sig som en stjerne i 1950’erne i film som “Roman Holiday”, “Sabrina” og “Funny Face” fortsatte Hepburns indflydelse ind i 1960’erne.
I 1961 spillede hun Holly Golightly i en af sine mest ikoniske film, “Breakfast at Tiffany’s”. I denne film, som i mange andre, designede Hubert
de Givenchy kostumerne, herunder den berømte sorte kjole i åbningsscenen. Hepburn og Givenchy arbejdede sammen på og uden for skærmen for at skabe en dressguard, der var enkel, men elegant, og som let kunne kopieres af kvinder fra alle sociale klasser.
I begyndelsen af 1960’erne bar Hepburn feminine ensembler med nederdel og jakke på samme måde som Jackie Kennedy. Ligesom præsidentfruen matchede hun disse ensembler med det nødvendige tilbehør: handsker og en hat, som det grønne Givenchy-sæt, hun bar i “Paris When It Sizzles” i 1962. Det tøj, hun havde på i “Charade” i 1963, ville ikke have set malplaceret ud på Kennedy, men det fik hende også til at se elegant ud, da hun spadserede gennem Paris. Som årtiet skred frem, udviklede hendes mode sig. I midten af 1960’erne begyndte Hepburn at gå i mere ‘mod’-stil med lyse farver og minikjoler, der fandt vej til hendes garderobe. I filmen How to Steal a Million Dollars fra 1966 bar hun solbriller med hvidt stel i stil med rumalderens stilarter og en glat frisure med mørk eyeliner for at opnå det bløde look, der var populært på den tid.
Selv om hun forblev beundret for sin mode hele livet, giftede Hepburn sig med Andrea Dotti i en lyserød minikjole i 1969, da modeverdenen var begyndt at bevæge sig i retning af orientalsk indflydelse og længere nederdele. Strålende repræsenterede hun den del af befolkningen, herunder couturiers som Givenchy, der endnu ikke havde taget den nye stil til sig.
Herremode i 1960’erne
Ligesom damemoden blev mere afslappet og farverig op gennem 1960’erne, blev herremoden det også.
Mens herremoden var begyndt at bevæge sig i retning af en mere afslappet stil i 1950’erne, bragte den frenetiske energi i Swinging London lyse prints og farver til mænd. Da der ikke havde været meget forandring i herremoden i over et århundrede, var denne forandring slående.
The V&A skriver: “Måske var den mest bemærkelsesværdige udvikling i 1960’ernes mode den radikale ændring i herretøj. I de foregående 150 år havde herretøj været skræddersyet og almindeligt i sit udseende. Nu blev der introduceret nye farverige elementer, såsom den kraveløse jakke, der blev båret med tilpassede bukser og støvler” (History of Fashion 1900-1970).
Mens der i midten og slutningen af 1950’erne var en stigning i populariteten af italienske jakkesæt med smalle stribede slips, inkorporerede herremoden gradvist lysere farver og mønstre, og slipsene begyndte at blive bredere igen, som årtiet skred frem. Forskellen mellem det konventionelle jakkesæt fra 1963 og dem, Cardin designede og George Harrison bar, er slående.
I midten af 1960’erne undergik selv jakkesættet forandringer.
Farvestrålende eller mønstrede jakkesæt blev båret af dristige unge mænd, og selv bukser og jakker gik ikke ram forbi i de nye stilarter. V&A skriver: “Efterhånden som 1960’erne skred frem, begyndte standardmønsteret for en mands jakkesæt subtilt at inkorporere dristige elementer: den kraveløse jakke (et look, der blev populariseret af Beatles i 1963, året hvor deres første album blev udgivet) og skræddersyede bukser, parret med støvler med hæl i stedet for sko” (The Peacock Revolution: Men’s Fashion in the 1960s).
Som tidligere nævnt ændrede selv inspirationskilden til herremode sig: Mens filmstjerner havde været de vigtigste stilikoner siden 1930’erne, fik rockstjerner som Beatles, Jimi Hendrix og Mick Jagger blandt andre stor indflydelse på herremoden.