Frisurerne i 1950’erne til kvinder supplerede New Look-moden, der blev lanceret i 1947 af den berømte Christian Dior, med frisurer, der havde tendens til at være korte klipninger, friere og krævede lidt arbejde sammenlignet med de frisurer, kvinder gav deres hår i de foregående årtier. Disse omfattede bølgede klipninger, men også curlere og Victory rolls.
Kvinder bestilte stadig tid hos frisøren til en styling hver uge, men i dag var de korte frisurer, som var meget populære i 1950’erne, hurtigere at klippe og style, hvilket gav mange kvinder mulighed for at perfektionere deres hår derhjemme. Korte frisurer i 50’erne krævede ret hyppige efterbehandlinger på grund af genvækst, så efter et stykke tid brugte kvinderne lige så meget tid i salonen, som de havde gjort i 40’erne.
50’ernes frisurer
50’ernes frisurer var varierede
Kvindernes frisurervintage i 50’erne havde en tendens til at være ret varierede i længden: kort, mellemlangt og langt – afhængigt af den enkelte kvindes personlighed. De traditionelle husmødres hoveder var ret korte, men der var også mellemlange frisurer til unge kvinder i 20’erne og lange frisurer til kvinder med et pin-up Hollywood-look. Hver frisure var lige så unik som den kvinde, der bar den, og den fremhævede hendes ansigt og gav hende en stil, der matchede hendes personlighed.
Mens vi nedenfor udforsker de mest populære frisurer i 50’erne, skal du vide, at vi giver nogle tips til at skabe de samme looks i dag. Husk, at de fleste frisurer fra 1950’erne startede med en veldefineret klipning på forhånd og en omhyggelig plan for at spænde håret på samme måde hver dag.
Vores moderne frisurer med naturlige lag, teksturer, bølger og krøller kan gøre det vanskeligt at opnå de samme resultater som dengang. 1950’er-inspirerede frisurer kan opnås med øvelse, et par gode redskaber og måske en naturlig frisure som udgangspunkt.
50’er-frisure til kort hår
Korthårsfrisurer var højeste mode! I begyndelsen af 50’erne klippede kvinder deres hår, som oprindeligt var ret langt, ned til skulderlængde for at prøve den nye korthårsfrisure, der var på mode. Det var et fænomen, der lignede det i 1920’erne, hvor kvinderne i det årti gik fra victorianske frisurer med langt hår til drengede frisurer med tætsiddende flapper-kjoler. I 50’erne var det kjoler med svingskørter, der var brede ved hofterne, fremhævede barme og smalle taljer, der krævede ret korte frisurer for at afbalancere outfits, der var voluminøse sammenlignet med tidligere epoker.
Nogle af 50’ernes frisurer var lige så korte som de brølende 20’eres garçonne-snit, men 50’ernes squared cut var fyldigere og mere dramatisk og afspejlede de små hatte, som kvinderne bar i den tid. Med hår med mere volumen, men også kortere, var der en tendens til, at det var mindre moderne at gå med hat. I slutningen af 50’erne gik kun 25 % af kvinderne med hat til daglig. De resterende 75 % foretrak en ny populær bouffant-frisure.
“Puddel” eller “krøllet bob”
I 1952 rapporterede salonerne, at to tredjedele af frisurerne var lavet i “puddel”-stil. Denne modetrend var startet i 1940’erne med den berømte skuespillerinde Betty Grable, hvis lange hår var lavet i krøller og trukket op i en knold over hovedet. Lucile Ball fortsatte denne frisure i 50’erne, hvor hun først samlede håret i toppen, derefter lidt kortere med krøller i siden og til sidst afkortede håret til en krøllet page. Dette snit, også kendt som “bubble cut”, blev båret af Jackie Kennedy på hendes bryllupsdag i 1953.
For kvinder, der valgte poodle cut, bubble cut eller curly bob, havde de intet andet valg end at bruge mølle og noget tilbehør til at omstrukturere deres hår efter hver tur i bad. Håret skulle også afkortes hver fjortende dag eller deromkring. Det var den perfekte frisure til kvinder i en ret moden alder, og det var også den perfekte balance til løse kjoler. Stjerner som Denise Darcel, Peggy Ann Garner, Ann Southers og Faye Emerson foretrak alle puddelklipningen. Kvinder med glat hår benyttede sig af stylingmetoder, der sikrede, at den krøllede page holdt i 6 uger. ” Toni”- eller “Lift”-permanenter var dem, der gav de bedste krøller.
Meget korte krøller på håret og uniformen så ikke særlig feminine ud ved første øjekast på de fleste kvindeansigter, der havde dem. En lidt længere krøllet bob var mere fremhævende. I stedet for at strukturere håret i en knold på toppen af hovedet buler krøllerne ud i siderne og smalner ind til ørerne eller hagen. Håret blev normalt trukket tilbage, skilt på midten eller trukket til siden med krøller for at danne en frynse. Denne 50’er-frisure viste sig at være mere holdbar med tiden, selv om Lucile Ball beholdt sin ikoniske puddelklipning i det meste af sin karriere.
50’ernes italienske frisure
I 1953 blev den berømte korte frisure, krøllet, men ikke i en knold, introduceret som den italienske frisure. Den var bare lidt længere end den krøllede bob, men krøllerne var mere en kamp med separate hårstrå til at pryde ansigtet og nakken. Det “pjuskede, men skulpturelle” look blev kopieret af de fleste kvinder i resten af årtiet. Det var også lettere at vedligeholde. De bedste italienske klipninger var lange, men nåede aldrig op til hagen, med en raie i siden og volumen i toppen eller hele vejen rundt.
I 50’erne blev det italienske snit blandet med andre stilarter som f.eks. bouffant for at give kvinderne hår med mere volumen og en rundere form. Siderne blev også mere raffinerede i midten af 50’erne med et mere massivt design på toppen, som blev foretrukket af kvinder, der ikke gik med hat.
Du kan se på billederne, at det italienske snit kun blev båret af kvinder med brunt hår. Blondiner, rødhårede og lyse brunetter prøvede denne stil, men de havde ikke de dristige ansigtstræk, der var nødvendige for at bære dette ekstravagante look. I stedet tilpassede de det italienske snit og den krøllede bob for at opnå en blød bob. Den havde en beskeden volumen med krøller, der var rullet over hovedet, nogle gange med en skilning i midten. Frisuren var lavet til at sublimere kvindens hoved efter hendes ønsker. Tæt på ansigtet med volumen i siderne (eller fladt på toppen for at bære en hat) var det en meget alsidig frisure til forskellige lejligheder og populære.
Tip: Langt hår kan styles til en falsk bob ved at rulle og derefter sætte håret fast under et lag af flere lige korte tråde. Dette fungerer rigtig godt til hår, der indeholder gradueringer. Langt hår af samme længde kan rulles helt op på undersiden af hovedet med mere subtile krøller eller bølger, der indrammer hovedet.
Puffet frisure i 1950’erne
Bobben og det italienske snit var begge korte frisurer, der hurtigt gik af mode, da den nye bouffant-frisure kom frem omkring år 1957. Det skulle tage et par år mere, før den blev til den typiske bikubefrisure fra 60’erne, men begyndelsen blev lagt i slutningen af 50’erne.
I starten af årtiet fik den italienske frisure lov til at vokse med mere volumen på toppen af hovedet. Efterhånden blev det forlænget til hagen, hvor håret blev løftet og trukket tilbage. 50’ernes bouffant havde stadig et pjusket look, ikke så glat som 60’ernes bouffant. For korthårsfrisurer lignede det en pjusket italiensk frisure. Længere hår gav flere muligheder for at style håret op og til nye højder.
At børste håret tilbage i stedet for at style det omkring ansigtet var også en ny idé i 50’erne. Mange korthårsfrisurer i 1959 buede håret tilbage og blottede panden. Disse nye voluminøse frisurer påvirkede kvinders hattedesign. Hatte blev i stigende grad bredere og højere end i de foregående år, hvilket fremhævede de bløde frisurer. Da brugen af hatte var i hastig tilbagegang, prøvede hattedesignerne alt for at få kvinderne til at gå med dem igen. Hvis kvinder ville have bouffant hår, hvorfor så ikke også have en bouffant hat?
For at opnå 1950’ernes bouffantfrisure brugte kvinder store netruller eller helt tomme juicekartoner til at forme deres hår, som de derefter lod tørre frit. Derefter lavede de nogle krølninger eller volumenarbejde for at skabe højde på toppen og i siderne. Denne krympeteknik gav denne frisure kælenavnet “Teasy Weasy”. For at holde 50’er-frisuren bouffant på plads hele dagen blev der brugt masser af hårspray, hvilket førte til en kraftig stigning i salget af hårspray, kamme og hårtørrere på det tidspunkt. Det var ikke ualmindeligt at se kvinder shoppe med håret rullet op i ruller og pakket ind i et silketørklæde.
First Lady Jackie Kennedy var den første berømte kvinde, der tog bouffant-frisuren til sig, en ægte influencer i den forstand. Hendes bouffant var afslappet, men trendy og ungdommelig. Stjerner som Connie Francis og Sophia Loren, som importerede den “europæiske bouffant” til USA, bar også det nye look.
frynserne var et fælles element i alle korte og lange frisurer.
Der var tilspidsede frynser på det italienske snit, langt hår, der var børstet tilbage i en bob, og lag af hår, der var fejet til siden til bouffanten. Et look, der passede til alle korte og lange frisurer, var korte frynser.
I begyndelsen af 1950’erne havde førstedamen Mamie Eisenhower korte, meget korte, stramme, bølgede frynser. Toppen af hendes hår var fladt, og siderne omkring ørerne var krøllede og voluminøse. Det var en mærkelig frisure (ikke ligefrem et modeikon for de unge og trendy), men kvinderne kopierede den i mange år. Også unge piger blev ofte fotograferet med meget korte, krøllede frynser og glat eller kort hår.
En anden populær form for frynse i midten af 1950’erne var den korte frynse, der sad ca. en centimeter over øjenbrynene, med længere tråde i midten, som blev smallere i siderne. Krøllede, lige og bølgede frynser blev alle brugt. Du kan læse mere om 50’ernes frisurer med frynser her.
50’ernes pixie-klipning
Audrey Hepburn bar også en kort, lige frynse, der gik ned til ørerne i pixie-klipningen. Resten af hendes hår var klippet kort omkring hendes slanke ansigt. Hun introducerede pixie-klipningen i filmen “Roman Holiday” i 1953. Det passede perfekt til hendes elegante, legende modestil, ligesom Shirley McClaine, der var meget moderne på det tidspunkt.
Pixie-klipningen, der var ung og drengeagtig, klædte ikke de fleste kvinder. Den blev også stærkt kritiseret af medierne, som mente, at den lignede en herreklipning for meget. Pixien havde frisurer, der lignede den, f.eks. butch-klipningen til kvinder, hvor siderne var meget kortere, og pandehåret var klippet jævnt hen over panden. Kun selvsikre kvinder med langstrakte ansigter kunne bruge disse meget korte frisurer, men hvis de kunne, opnåede de et meget chikt og elegant look i europæisk stil.
Det, der gjorde denne stil unik, var den dybe sideskilning. Sideskilningen var et ungdommeligt snit, perfekt til teenagepiger og kvinder, der kunne lide hatte. Skilningen startede to tredjedele nede i panden og blev børstet tilbage, så toppen blev flad, og al volumen blev koncentreret omkring hagen og halsen. Gene Tierney, Grace Kelly og Betty Draper fra ‘Mad Men’ brugte regelmæssigt sideskilningen.
Midterskilningen var mindre almindelig, sandsynligvis fordi den blev brugt så meget i 1940’erne, men nogle kvinder foretrak midterskilningen for at opnå et afbalanceret look. Grace Kelly bar midterskilningen smukt med stramme eller løse krøller, der omfavnede hendes markante kæbe.
Hint: Sideskilningen er en af de nemmeste 50’er-frisurer at opnå med de fleste moderne frisurer.
Det lykkedes mig at forvandle min søsters skulderlange enkeltlagsfrisure til en glamourøs 50’er-frisure på cirka 30 minutter. Det meste af arbejdet bestod i at krølle spidserne indad med et 2 tommer krøllejern og tilføje et par små krøller ovenpå for at få ekstra volumen. Jeg fulgte denne vejledning til Betty Drapers frisure.
50’ernes pagefrisure
Denne populære frisure blev ofte sat sammen med en sideskilning for at skabe et elegant og pænt look. Pagen var især populær i begyndelsen af 50’erne, men forblev i brug indtil 60’erne, hvor stilen blev til ‘flip’.
Den
generelle form bestod af glat, fladt hår på toppen og siderne, med den nederste del og forkanterne rullet op og stramt ind mod nakken. Rullerne kunne gå ned fra øret til nakken eller have samme længde til skuldrene. Kortere, hagelange versioner var også populære blandt teenagepiger i begyndelsen af 50’erne. Hvis håret havde samme længde, eller frynserne var lange, kunne de trækkes og sættes fast i siderne eller halvvejs ned ad baghovedet for at opnå en faux pageboy-stil.
Senere blev pagehår med korte frynser betragtet som et mere ungdommeligt look med en hårlængde, der rørte ved skuldrene.
Tip: Bring den ene side tilbage med en kam eller begge sider med et pandebånd eller tørklæde for at få en ungdommelig teenagestil. Hvis du har meget langt hår, kan du lave en omvendt pageboy ved at vikle håret rundt om et tørklæde og binde det om hovedet og derefter sætte rullerne på plads, som man gjorde i 1940’erne. Her er en vejledning til en page med kort hår.
50’ernes frisurer til langt hår
Selvom langt hår var sjældent for kvinder i 1950’erne, var det ikke uhørt. Langt hår var stadig populært blandt teenagepiger og unge kvinder samt meget ældre kvinder, der nægtede at følge tendenserne med kort hår. Langt hår var dog sjældent løst. Efter 20-årsalderen blev kvinder opfordret til at anlægge et mere modent look med hår, der var stylet over skuldrene. Langt hår blev snoet, sat fast og trukket op for at skabe et look, der forfra lignede de fleste korthårsfrisurer.
Hestehalen fra 50’erne
hestehalen.cheval-halen, kendt som ‘hestehalen’ i 50’erne, var populær blandt teenagepiger og kvinder i starten af årtiet. Hestehalen er enkel, smart og nem at holde, og den er forblevet et symbol på “sock hops”-æraen. Audrey Hepburn og Brigitte Bardot brugte den begge i film. Den blev trukket ind mod midten af hovedet bagpå og holdt på plads med en elastik. Frynser og krøller omkring ansigtet var valgfrie. Håret til hestehalen blev normalt krøllet indad, før det blev trukket tilbage, hvilket gav det bløde kanter. Elastikkerne blev ofte dækket af et tyndt knudret bånd eller et smukt hårspænde.
Hårtilbehør i 1950: Pandebånd og tørklæder!
Tørklæder, pandebånd og bandanaer blev ofte brugt sammen med hestehaler, pagefrisurer og visse firkanter. Et bredt bånd blev lagt over toppen af hovedet og bundet i nakken. Frynser blev forsigtigt draperet ned foran med krøllede ender, der faldt fremad. Pandebåndene kunne også bæres om kort hår, især da 60’erne nærmede sig.
I slutningen af 50’erne havde det tynde plastikpandebånd erstattet det bløde båndpandebånd. Et tyndt tørklæde kunne også bindes i toppen, så det dannede en stor sløjfe. Store muslingetørklæder blev viklet rundt om hovedet, når man rejste eller gik på stranden. De beskyttede 50’er-frisurerne mod vinden og så samtidig meget sofistikerede ud.
Blomster i håret var stadig på mode i de første år af 50’erne, men de blev som regel kun båret af teenagepiger. Det ændrede sig i 1955, da alt med blomstermønster blev moderne. Kvinder bar store roser bundet i en knold i siden for at få et spansk look. Kranse og guirlander af blomster som nelliker, margueritter, buketter og krysantemum blev viklet rundt om hovedet. Denne mode var kortvarig, men 50’ernes blomstrende hårtilbehør er stadig på mode i dag.
Hollywoods pin-up-stil
De store Hollywood-skuespillerinder, især dem, der blev berømte i 30’erne og 40’erne, havde ikke råd til at klippe deres lange hår. 40’ernes langhårsfrisure foretrak bølger med store krøller i spidserne. 50’ernes langhårsfrisurer involverede meget fyldige krøller over det hele eller en glat top med krøller, der hang til den ene side. Dybe sideskilninger gav håret et dramatisk look. June Haver, Betty Grable, Jane Russel, Rita Hayworth, Ginger Rogers, Bette Davis og Cleo Moore havde alle lignende lange frisurer.
Vintage knolde og fletninger
Nogle stjerner bar lejlighedsvis deres hår langt og glat med en lille krølle eller rulle i spidserne. Mange almindelige kvinder, der valgte at have langt hår, foretrak også glat hår, som de trak tilbage i elegante bølger og knolde.
Fronthåret blev stylet i bløde krøller, dybe sideskilninger eller lange bølger, mens ryggen blev arrangeret i en lav knold, klynge af krøller, fletning eller snoninger. Mange knolde, snoninger eller fletninger blev arrangeret op ad baghovedet og gjort flade. Forfra var det ikke indlysende, at en kvinde havde langt hår. Det var kun bagpå, at man kunne se, at håret var samlet.
Fletninger blev samlet til boller eller viklet rundt om kronen på hovedet i en “mælkepige”-stil.
“Bettie Page”
Bettie Page, et pin-up-ikon, bar sit hår langt, glat og bølget med lige, mellemlange frynser. Det var det modsatte af den måde, de fleste stilfulde kvinder stylede deres hår på, og det var netop derfor, det appellerede til modkulturens “Beat girls” i Storbritannien og “Rebel girls” i USA. Rockabilly-fans genoplivede denne frisure og kombinerede ofte Bettie-frynser med en hestehale og bandana.
HØJT HÅR FRA 50’erne
Til elegante aftener og eftermiddagsarrangementer skabte kvinder med langt hår en elegant opsat frisure. Kvinder med kort hår havde som regel ikke nok hår til at lave en opsat frisure, så de stylede deres korte hår så smukt som muligt. Voluminøse frisurer blev ofte glattet ud i siderne og pustet op i toppen, hvilket gav en illusion af en opsat frisure. Her er nogle af de klassiske opsætninger fra 50’erne.
Den franske twist chignon
Den franske twist er en af mine foretrukne hurtige opsætninger til langt hår. Håret blev trukket tilbage efter at være blevet stylet med en eller flere bølger eller en glat top (ikke for stram, bare glat). Håret blev derefter snoet indad for at danne en rulle, der dækkede hele baghovedet. Det var lige på den ene side og lige til rullen på den anden. Til tykt hår var et dobbelt fransk twist en bedre løsning. Håret blev delt, derefter snoet til en rulle i hver side og samlet på midten. Jeg fulgte anvisningerne i bogen “Vintage Hairstyling” med stor succes.
Chignonen i 50’erne
Den klassiske chignon blev moderniseret i 1950’erne.
Den kunne nemt bruges fra dag til aften, hvilket gjorde den meget alsidig og ret nem at lave. I bund og grund er det en chignon, der består af hår, der er snoet og rullet ind i en cirkel. Det kan også være en hestehale med enderne gemt i midten og foldet ud i siderne. Nogle knolde var voluminøse, mens andre var flade og fastgjort. For kvinder med kort hår kunne man købe en knold eller fletning separat og sætte den fast i håret. Nogle kvinder, der havde valgt den italienske frisure, valgte at tilføje knolde til deres aftenfrisure. “Mænd foretrækker langt hår”, kommenterede en filmstjerne. Chignon-nålen gav det bedste fra begge verdener.
I 1957 var chignon så populær, at hattedesignere lavede chignon-caps. Det var smukke hovedbeklædninger med strikkede blomster eller små hatte af musselin, som dækkede knolden. Smukke hårnåle i form af sommerfugle, fugle og blomster pyntede også på toppen af chignonerne.
Højhårsfrisure 50’erne
Højhårsfrisurer blev båret om dagen og aftenen af kvinder med mellemlangt til langt hår. Inspireret af Victory rolls fra 1940’erne blev håret forsigtigt rullet og sat op i siderne. I lighed med ‘puddel’-frisuren kunne kaskader af bløde krøller omslutte kronen som en overdimensioneret knold, falde ned ad ryggen eller til den ene side af hovedet.
Bløde ruller, chignons og snoninger kunne også placeres oven på hovedet eller til siden for at skabe et kunstnerisk haute couture-look. Hensigten med en vellykket up-do-frisure i 50’erne var altid at frigøre håret fra nakken og siderne og bringe det tilbage til kronen på hovedet. I de tidlige 50’ere blev frynser eller frontpartier krøllet og sat fast for at matche kronens volumen, mens man i de sene 50’ere foretrak en glat eller central frontpartier.