Vi hører ordet “vintage” hele tiden. Faktisk står det overalt på vores hjemmeside. Men hvad betyder det egentlig?
Bruger vi overhovedet ordet korrekt? Lad os læse videre og undersøge historien bag ordet “vintage”.
Historien bag ordet “vintage”.
Ah, glæden ved aldrende ting og genstande. De små foruroligende øjeblikke i livet, hvor man finder ud af, at det, der virker som nyere historie for en selv, er gammel historie for andre. Alt, hvad du køber til dit hjem, kan placeres på en tidslinje i henhold til fremstillingsdatoen og mærkes med et generationsmærke som “moderne”, “antik”, “vintage” eller “retro”. En genstands alder er et nøgleelement i dens værdi, ligesom dens tilstand, kvalitet og relative sjældenhed.
Ordet “vintage” blev første gang brugt og dukkede op i midten af det 15. århundrede. Det stammer fra det oldfranske “vendage” og betyder “vinhøst”, som i dag kan oversættes til “druehøst”.
Så hvad refererer udtrykket “Vintage” helt præcist til, som ikke er relateret til vinkategorien?
I vores sammenhæng, som er det, vi fokuserer på her på vores hjemmeside, bruges ordet vintage primært om kjoler fra 40’erne til 60’erne, via 50’erne, hvorfra pin up-stilen stammer, men også Rockabilly-looket, som vi præsenterer.
Vintage er en gammel genstand, der har en dyb historie. I mange tilfælde vil genstanden stige i værdi, hvis den bliver passet ordentligt på. Med dette mener vi generelt en antikvitet, der har en vis nostalgisk værdi og potentielt er af høj kvalitet. Det vil blive klassificeret som en antikvitet og vil ikke være mindre end to årtier gammelt.
Når det gælder samleobjekter, vil det blive betragtet som en antikvitet, hvis det er over 100 år gammelt. Igen, hvis det er mellem to årtier og 100 år gammelt, vil vi klassificere det som vintage. Kjolerne her på siden er faktisk moderne kopier med vintage-snit og -design. Dette kombinerer holdbarheden ved at blande tekstilkvaliteten fra den moderne æra med de visuelle aspekter fra vintage-æraen.
Hvorfor er en vares alder vigtig?
Den måde, vi mærker en vares alder på, fortæller os ikke kun om dens faktiske oprindelsesdato, den kan også hjælpe os med at forstå sammenhængen mellem populær mode og socioøkonomiske tendenser på et givet tidspunkt. For eksempel har vi allerede set, at der i tider med økonomisk usikkerhed ofte er en nostalgi for indretningen i tidligere årtier, der er forbundet med komfort og stabilitet.
Forveksl ikke vintage med retro
Der er en væsentlig forskel mellem vintage og retro. Retro kan beskrives som noget, der er inspireret af et vintageobjekt. Med andre ord er det gengivet, så det ligner vintage. Det har ikke den historie eller mulighed for at gå i arv med stil, som et vintageur har.
Mange af de smukke kjoler, vi har her, er ikke kun vintageinspirerede, men de er kopieret på en måde, der gør dem tidløse, sofistikerede og i nogle tilfælde sjældne.
Det er dog ikke alt, der er til salg, som har en certificeret herkomstdato. Så vi er nødt til at stole på sælgernes ofte tvivlsomme påstande. En hurtig søgning på Craigslist, Etsy eller eBay afslører, at udtryk som “antik” og “vintage” bruges i flæng og ofte ulogisk.
De mest misbrugende brugere af denne jargon er sælgere, der følger dette (unøjagtige!) historiske “klassificerede” klassifikationssystem:
Antik. Noget, der er, hvad skal jeg sige, virkelig gammelt. Sandsynligvis muggen, støvet og fuld af skimmel. Sandsynligvis lavet af træ. Generelt umoderne.
Vintage. Noget, der er for gammelt til at blive betragtet som “brugt”, men ikke så gammelt som bedstemor. Ved at kalde det “vintage” forsøger sælgeren at distrahere køberen fra genstandens åbenlyse mangler. Ligesom mange “retro”-genstande er “vintage”-genstande ofte enten moderne i midten af århundredet (i det mindste på overfladen) eller knyttet til en svunden populærkultur, junkfood eller modetrends.
Retro. Noget, der grundlæggende er forældet og umoderne. Ved at kalde det “retro” håber sælgeren at tilskrive sentimental eller historisk værdi til noget, der simpelthen ikke længere er cool. Eller “retro”-genstanden kan faktisk være ret ny, men “pre-loved” (dvs. temmelig beskadiget).
Men hvis hverdagssproget er upålideligt og upræcist, hvad er så de officielle definitioner af antik, vintage og retro? Vi har talt med indretningsarkitekter for at finde ud af det. Her er, hvad de har at sige.
Hvad er en antik genstand?
En antik genstand er et levn eller en genstand fra antikken eller et kunstværk, et møbel eller en dekorativ genstand, der er fremstillet på et tidligere tidspunkt og ifølge de forskellige toldlove for mindst 100 år siden.
Ruby Lane, en online markedsplads for uafhængige antikvitets- og samleobjekter, tilbyder en lignende definition og forklarer: “De fleste myndigheder mener, at den faktiske definition af ‘antik’ betyder en alder på mindst 100 år. Hvis en genstand ikke med sikkerhed kan dateres til 100 år eller mere, bør den ikke beskrives direkte som antik.”
Ligesom store kunstværker er antikviteter en investering og sandsynligvis ikke dine hverdagsmøbler,” siger hun. “Men når de blandes med andre stilarter, kan de give fantastisk dybde og patina til dit hjems design.
Hvad er vintage?
Hvis antikviteter er genstande, der er 100 år gamle eller mere, hvad er så vintage? Det er sværere at definere vintage. Udtrykket “vintage” og en af dets sekundære definitioner er “en oprindelses- eller fremstillingsperiode” (f.eks. en vintage-Mercedes fra 1960’erne) som billedet nedenfor, der er taget med et vintage-kamera.
Nogle tilbyder en meget mere nyttig forklaring og bemærker, at et objekt, der beskrives som “vintage”, bør fremkalde den æra, hvor det blev produceret.” Vintage kan betyde, at en genstand tilhører en bestemt tidsperiode, f.eks. 1950’erne, men det kan også betyde (og bør sandsynligvis altid betyde), at genstanden udviser det bedste af en bestemt kvalitet eller egenskaber, der er forbundet med den specifikke æra.
Med andre ord, for at udtrykket vintage kan anvendes korrekt, bør en genstand være noget repræsentativ for og genkendelig som tilhørende den æra, hvor den blev lavet.” Ruby Lane foreslår også, at man ikke bruger udtrykket vintage om genstande, der er mindre end 20 år gamle.
Vintage-møbler, vintage-kjoler … er lavet i de sidste 20-99 år og er generelt samlerobjekter, afhængigt af hvor mange stykker af en bestemt stil, der blev produceret. For eksempel er danske møbler fra midten af århundredet til at betale, fordi der stadig er så mange af dem på markedet. Du kan få vintagelooket uden at bruge en formue.
Der er mange elementer i en kjole, som er med til at forklare dens æra eller bærerens status. Det gælder bl.a. kjolens silhuet, som er kjolens form, når den bæres. Der er også det stof, som kjolen er lavet af, samt de ornamenter, der er føjet til kjolen for at dekorere den.
XIV-XV århundrede I løbet af de følgende århundreder blev kjoler til velhavende mennesker stadig mere udsmykkede. Mønstrede og detaljerede stoffer var ekstremt dyre og kunne derfor kun købes af dem, der havde mange penge. Kvinder kunne vise deres rigdom ved at få lavet kjoler, der bestod af mange lag og paneler af dyre stoffer.
Kjolens historie: fra renæssancen til 1960’erne!!!
Kjoler i det 16. århundrede
Den tidlige moderne tid bragte en ny tøjstil for velhavende kvinder ved Tudor-hofferne. Mange tunge, mørke stoffer som f.eks. fløjl var meget populære. Uld var et almindeligt stof til alle kjoler, hvor grovere uld blev brugt til de mindre velhavende, mens finere uld var forbeholdt de rige. De velhavende brugte også silke i deres kjoler og fik deres stoffer broderet med guld- og sølvtråd.
Kjoler bestod af flere lag af forskellige beklædningsgenstande, f.eks. en skjorte, som var en grundlæggende og enkel kjole, der blev båret nedenunder. Kjoler begyndte også at bestå af flere dele, en overdel og et skørt. En firkantet halsudskæring blev også populær og gav kvinderne masser af plads til at vise alle deres smykker frem. Grundlæggende korsetter blev også introduceret til kvinder for at give støtte til tøjet og give dem en flatterende silhuet.
Kjoler i 1900
Det 20. århundrede og afslutningen på den victorianske æra resulterede i kjoler, der var meget slankere og lettere, men stadig meget beskedne. Mange kjoler havde stadig høje halsudskæringer og lange nederdele. Faktisk var det først i den
tidlige edwardianske æra, at kjolesømmene begyndte at gå op over anklen.
Kjolerne i 1920’erne
I 1920’erne skete der en radikal ændring i kjolestilen. Fållen kom op under knæet, og de lave taljer gav de populære kjoler en meget lige silhuet. 1920’erne var en tid med ekstravagance for nogle mennesker, og derfor var disse kjoler ofte udsmykket med perler, fjer og andre dekorationer.
Kjolerne fra 1930′ erne
Efter 1920’ernes boom vendte man i 1930’erne tilbage til mere feminine og beskedne kjoler. Kjolerne var tætsiddende og havde som regel matchende bælter for at fremhæve taljen. Fremkomsten af masseproducerede tøjmodeller gjorde det muligt for kvinder at lave deres eget tøj for at følge populære trends. Disse kjoler havde minimal dekoration, som regel bare knapper eller bånd. Aftenkjolerne blev også lange igen.
Kjoler fra 1940’erne
Efter krigen fokuserede 1940’erne på at genbruge tøj og begrænse spild.
Kjoler fra denne periode havde en lignende silhuet som i det foregående årti med en tætsiddende, feminin talje.
Kjolerne fra 1950’erne
1950’erne bragte endnu en total ændring af silhuetten med te-kjolen. Denne kjole er smal i taljen med et fyldigt, udslået skørt, der får volumen med lag af tyl eller chiffon. Modedesignere som Chanel og Dior skabte stykker, der blandede kunst, skulptur og mode, mens de skabte kjoler, der påvirkede årtiets udseende.
Kjolerne fra 1960’erne
I 1960’erne blev skørterne endnu kortere med introduktionen af miniskørter og mod-kulturen. Der var masser af klare farver og dristige mønstre til rådighed for alle, ikke kun de meget velhavende. Populariteten af film, tv og musik begyndte også at få større indflydelse på den måde, de yngre generationer ønskede at klæde sig på. Fra 1970’erne og frem ændrede og diversificerede tøjstilen sig næsten konstant. Ikke alene blev nye stilarter introduceret og accepteret, men kjoler inspireret af andre epoker i historien blev også populære igen.
70’ernes kjoler
I daglig tale kaldes 1970’erne for “polyester-årtiet” og markerede begyndelsen på det, vi i dag kalder “fast fashion”. Tilstedeværelsen af nye syntetiske stoffer som satin, pailletter, fløjl og polyester gjorde tøjet tilgængeligt for alle. Mange beklædningsgenstande var dog stadig håndlavede, hvilket dengang gav mulighed for excentriske/individuelle udtryk, såsom at tilføje patchwork, hækling, broderi eller perler til et outfit. Alle de håndlavede ting og broderier repræsenterede en afvisning af mainstream-moden og afspejlede det generelle oprør mod autoriteter og dominerende ideer, som kendetegnede 1970’erne.
Som med moderne mode hentede 1970’ernes kvindemode inspiration fra fortiden. Designerne lånte meget fra 1930’erne, 1940’erne og 1950’erne, især til dagtøj. Blomstermønstre, der mindede om 1930’erne, var meget populære på damekjoler, og designs som 1950’ernes skjortekjoler fik et comeback i nye stoffer som ruskind. Men det mest revolutionerende inden for damemode var måske den alsidige og altid moderigtige slå-om-kjole, som Diane von Füsternberg skabte.
“Polyester-årtiet” var uden tvivl det mest farverige inden for mode. De fleste hjem har nu farvefjernsyn, så seerne bedre kan værdsætte deres yndlingsberømtheders farvestrålende outfits. Livet kan have efterlignet kunsten, eller kunsten kan have efterlignet livet, men muligheden for at se flere farver på skærmen har opmuntret kvinder til at bære de samme lyse farver og dristige prints.